fbpx

Phlake

Fredag den 26. november
Døre: 19:00  //  Koncert: 20:00
Kategori: Stående

Køb billet // DKK 300,-

Da Phlake sidste år i maj udgav deres trejde album T.I.D.O.Y.S. havde de ikke mindre end 25 planlagte koncerter og festivaler i kalenderen. Det blev dog kun til enkelte drive-in koncerter og få udendørs shows gennem sommeren 2020, hvor den nye anmelderroste udgivelse for en kort bemærkning blev luftet.

Duoen der består af Jonatan Elkær og Mads Bo Iversen må igen flytte den indendørsturné som oprindeligt var planlagt til, at skulle finde sted sidste efterår, men som i sensommeren rykkede til foråret 2021. Flere af koncerterne har ellers længe været udsolgt, deriblandt både den første og ekstrakoncerten i Store VEGA, samt Train i Aarhus. Vi forventer, at der i forbindelse med udskydelsen vil blive frigivet nogle få billetter i salg, til de ellers udsolgte koncerter.
Den gode nyhed er, at bandet tilføjer yderligere to datoer til touren; Kedelhuset i Silkeborg og Elværket i Holbæk.

”Waited All Summer”
Phlake har altså ikke for alvor fået lov at turnere med deres tredje album, der af Gaffas anmelder fik absolut topkarakter (6/6) stjerner. De har til gengæld i den grad tænkt sig at tage revanche til efteråret og ser sindssygt meget frem til, at møde deres publikum til november:

“Vi er helt vildt kede af at måtte udskyde vores turné igen. Det er stadigvæk super underligt, at vi ikke for alvor har været ude at spille koncerter med sangene fra TIDOYS-pladen. Men de ting gør jo til gengæld, at vi glæder os endnu mere til, at det bliver efterår, og at forholdene forhåbentlig ligner normalen igen!” - Phlake

Om Phlake:
Den danske succesduo Phlake tordnede i 2016 ind på de danske hitlister med kæmpe hits som ’Pregnant’ og ’Angel Zoo’ fra debutalbummet ’Slush Hours’, der høstede 5 priser ved DMA 2016 - bl.a. bedste album. Også i udlandet, har Phlake gjort sig bemærket ved udsolgte koncerter i bl.a. London, Berlin og Amsterdam samt shows på store festivaler som Lowlands, Way Out West, Dockville m.fl. I 2017 udkom bandets anmelderroste album ’Weird Invitations’ med hits som ’Chunks’, ’Ouch’ og ’The Rascal’. Phlake satte publikumsrekord på Roskilde Festivals upcoming scene i 2016 og åbnede Orange Scene i 2017. Duoen var det mest spillede navn på P3 i både 2016 og 2017. I 2018 var The Rascal det mest spillede nummer på dansk radio og løb også fortjent med prisen som 'Årets Lytterhit' ved P3 Guld 2019.
T.I.D.O.Y.S. (The Illegal Download Of Your Soul) udkom som nævnt i maj 2020, og har kastet hits som ’Baby Steps’ og ’Slip Away’ af sig, og ikke mindst ørehængeren ’Waited All Summer’. Det var nemlig på det track, at vi første gang blev præsenteret for det vi alle sammen troede var en hidtil ukendte vokalist ved navn Mercedes the Virus. Det skulle senere vise sig at det var computerskabt, og rent faktisk var forsanger Mads Bo Iversens stemme i forklædning. Phlake (og Mercedes the Virus) optrådte med nummeret ved Zulu Awards sidste år.

Samarbejdspartnere