Forside Værd at vide om...  Vedtægter for Musikklubben Elværket
MUSIKKLUBBEN ELVÆRKET
Vedtægter for Musikklubben Elværket 1955-2010
 
 
§ 1
Klubbens navn er Musikklubben Elværket. Klubben er stiftet 30/8 1955 under navnet Holbæk Jazzklub. Fra dec. 1998 har klubben heddet Musikklubben Elværket. Foreningen er hjemmehørende i Holbæk Kommune.
 
§ 2
Klubbens formål er at fremme musiklivet i Holbæk og Omegn ved, at udbrede forståelsen af og kendskabet til musikken som kunstart blandt unge og ældre. Klubben bør på alsidig vis arbejde for at forene publikum og musikere i musiske aktiviteter.
 
§ 3
Medlem kan enhver blive, der vil arbejde for klubbens formål og betaler det fastsatte kontingent.
 
§ 4
Medlemskab af klubben gælder et år fra tegningsdatoen. Kontingentets størrelse fastsættes af bestyrelsen.
 
§ 5
Bestyrelsen, der vælges af generalforsamlingen, består af 11 medlemmer. Mindst 5 skal være fyldt 25 år. Der vælges desuden 2 suppleanter. Bestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg, der består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og musikbooker. Formand, næstformand og kasserer skal være fyldt 25 år. Forretningsudvalget tegner for bestyrelsen m.h.t. spiritusbevilling, samt oprettelse af kassekredit og lån i pengeinstitut.
 
§ 6
Alle medlemmer af Musikklubben Elværkets bestyrelse hæfter personligt for 1/11 af klubbens kassekredit. Når et medlem forlader bestyrelsen hæfter vedkomne for sin andel af kassekreditten indtil et nyt bestyrelsesmedlem, max. ½ år efter udtrædelsen, overtager forpligtigelsen. Hvis dette ikke sker, nedskrives kassekreditten med pågældendes andel. Bestyrelsen fastsætter hvert år størrelsen af kassekreditten og dermed de enkelte andele.
 
§ 7
Generalforsamlingen afholdes 1 gang årligt i september måned. Halvdelen af bestyrelsen (skiftevis 6 og 5) er på valg foruden suppleanter og de 2 revisorer. Genvalg er muligt.
 
§ 8
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og kun denne kan forandre eller indsætte nye vedtægter. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i den lokale presse. Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Stemmeret har enhver fremmødt, der har gyldigt medlemskort.
 
Generalforsamlingen afholdes med følgende dagsorden:
  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger beretning
    - spørgsmål og uddybning
  3. Kassereren aflægger regnskab
    - spørgsmål og uddybning
  4. Forslag fra bestyrelsen
  5. Indkomne forslag
  6. Fremtidigt virke og debat
  7. Valg af stemmetællere
  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
    - oplæg omkring arbejdet i bestyrelsen
    - opstilling af kandidater
    - afstemning
    - resultat af afstemning
  9. Valg af kritiske revisorer
  10. Evt.
Alle beslutninger, der ikke vedrører klubbens opløsning, træffes ved simpelt stemmeflertal. Enhver beslutning kan ved dirigentens skøn afgøres ved håndsoprækning eller skriftligt. Skriftlig afstemning skal benyttes, hvis bare ét medlem begærer det.
 
§ 9
Bestyrelsen varetager den daglige ledelse og drift af klubben. Forretningsudvalget kan træffe dispositioner af administrativ karakter, der kræver en hurtig afgørelse. Kassereren skal føre nøjagtigt og overskueligt regnskab over klubbens indtægter og udgifter, samt over aktiver og passiver. Der skal foreligge bilag på alle udgifter. Regnskabet for 1/7 - 30/6 forelægges generalforsamlingen. Sekretæren skal føre referat over klubbens bestyrelsesmøder, generalforsamlinger og øvrige møder. Bestyrelsen skal give møde, når et bestyrelsesmedlem finder det nødvendigt. Udebliver et bestyrelsesmedlem fra 2 på hinanden følgende møder uden gyldig grund indsættes suppleanten. Bestyrelsen bestemmer selv sin øvrige forretningsorden. Bestyrelsen har bemyndigelse til at udelukke et medlem midlertidigt fra klubben. Udelukkelse skal, for at blive definitiv, godkendes af førstkommende generalforsamling, hvor den udelukkede har ret til at forsvare sig.
 
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt bestyrelsen eller et flertal på en generalforsamling eller 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer forlanger den indkaldt. Dagsorden fastsættes af indkalderen.
 
§ 11
Klubben skal opløses, når 2 generalforsamlinger, der afholdes med mindst 3 og højst 6 ugers mellemrum, vedtager en enslydende beslutning herom med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
 
§ 12
I tilfælde af klubbens opløsning tilfalder klubbens aktiver - og herunder et eventuelt økonomisk overskud - andre kulturelle eller almennyttige formål efter beslutning på generalforsamling.